Øget efterspørgsel på anlæg til fjernvarmesektoren

21. august 2019
Byggeplads 14. August 2019 i Ludwigsburg. 14.800 m2 solvarmeanlæg. Billede fra SWLB

På vegne af Stadtwerke Bernburg er Arcon-Sunmark, specialist inden for storskala solvarme, begyndt at opføre det hidtil næststørste fjernvarmeanlæg med solvarme i Tyskland. Anlægget ventes færdigt i november og får en årlig produktion på 2.300 MWh med en maksimal effekt på 5,6 MW. 632 solfangere med et solfangerfelt på i alt 7.938 m2 indsamler energi fra solen, der omformes til fjernvarme.

     ”Stadtwerke Bernburg er kendt for at gå forrest, når det kommer til at reducere CO2-udslip 
     ved hjælp af investeringer i vedvarende energi. Vi er stolte over at være valgt som partner til 
     dette projekt. Storskala solvarmeanlæg hører til de mest omkostningseffektive teknologier 
     inden for vedvarende energi, og indbyggerne i Bernburg vil nyde godt af denne investering i
     de næste mange år,” siger Thomas Karst, administrerende direktør i Arcon-Sunmark.

Berlin-projekt skabte øget opmærksomhed
Projektet i Bernburg er Arcon-Sunmarks tredje i år i Tyskland. I maj startede opførelsen af et 3,3 MW-anlæg i Halle, og i juli begyndte man i Ludwigsburg at bygge det største fjernvarmeanlæg med solenergi i Tyskland. Sidstnævnte har en topkapacitet på 9,6 MW. Adskillige andre projekter i Tyskland og Centraleuropa er på tegnebrættet, og det er forventningen, at nye projekter vil blive bekræftet meget snart. I maj 2018 blev et unikt storskala solvarmeanlæg i Köpenick, Berlin, overdraget til Vattenfall. Projektet har fået stor opmærksomhed blandt forsyningsselskaber og politiske beslutningstagere i hele Tyskland. 

     ”Anlægget i Köpenick har været en game-changer for os på det tyske marked. I Tyskland har
     der været en generel interesse for storskala solvarmeanlæg med i flere år, men i dag afløses
     interessen ofte af en konkret dialog og udvikling af potentielle projekter,” siger Thomas Karst.