Nyt fjernvarmeprojekt i Kina

19. juni 2019

Arcon-Sunmark Large-Scale Solar Systems Integration Co., Arcon-Sunmark og kinesiske Sunrains joint venture-selskab, har indledt byggeriet af det andet fjernvarmesystem i Tibet, Kina, der er baseret på storskala solvarme. Efter med succes at have færdiggjort fjernvarmeprojektet i Langkazi i slutningen af 2018 retter selskabet nu opmærksomheden mod Zhongba. Her skal der opføres et komplet fjernvarmesystem baseret på storskala solvarme, inklusive netværk, tilslutning til bygninger og installation af radiatorer. Systemet har et solfangerfelt på 34.650 m2 med en årlig produktion på 20.000 MWh. En 15.000 m3 akkumuleringstank lagrer solvarmen og giver mulighed for en dækningsgrad på 90% af det årlige varmebehov.

          ”Vi er meget stolte over at kunne påbegynde vores andet projekt i Tibet, Kina. Storskala
          solvarmesystemer er omkostningseffektive at vedligeholde og har en lang levetid selv
          under barske forhold. Det betyder, at afsidesliggende og i en nogen grad isolerede samfund
          på det tibetanske plateau opnår betydelige fordele ved projekter som dem i Langkazi og
          Zhongba,” siger Aaron Feng Gao, adm. direktør, Arcon-Sunmark Large-Scale Solar Systems
          Integration Co.

Solvarmeanlægget i Zhongba er forberedt til en fase to med en udvidelse af solfangerfeltet med op til 50.000 m2. Dette afventer dog de lokale myndigheders godkendelse.

Øget international interesse
Interessen for storskala solvarmesystemer er stødt stigende med Kina og Europa som de mest aktive markeder. Tidligere i år kunne Arcon-Sunmark annoncere det største projekt i Tyskland (Ludwigsburg, 14.000 m2), og i oktober 2018 blev det største anlæg i Letland bekræftet (Salalspils, 21.672 m2). Begge projekter er nu under opførelse og viser, at storskala solvarme fremadrettet vil være en del af energiforsyningen. Storskala solvarme er en dokumenteret og meget tilpasningsdygtig teknologi, der kan komplementere eksisterende faciliteter og forsyne samfund og virksomheder med vedvarende solvarme-energi over alt i verden.

          ”De seneste projekter i Europa og Kina har en fantastisk mangfoldighed. At have en
          vedvarende energikilde, der kan præstere under så forskellige klimatiske forhold som i
          Himalaya og Nordeuropa, viser os, hvor stort et potentiale storskala solvarme rent faktisk
          har,” siger Thomas Karst, CEO, Arcon-Sunmark.